Bestyrelsesmøde 28. maj 2026
Kl. 17.00-19.30 på Brogården, Blågårdsvej 104
|
Til stede |
Amy, Zafar, Therese, Topper, Gezime, Lone, Maria |
|
Gæster |
Mette Selvig, Michala, Jannie, Stine, Gine |
|
Afbud |
Karolina, Gitte, Karina, Daniel, Rasmus, Thomas |
|
Referent |
Mette Schneefeldt |
|
Punkt |
Noter |
Referat |
|
Rundvisning på Brogården og fællesbillede |
Mette Selvig viser rund på Brogården, og der skal tages et fællesbillede af bestyrelsen og bestyrelsen med ledelsen. |
Mette Selvig viste bestyrelsen med gæste rundt på Brogården, og fortalte lidt om hverdagen og arbejdet med de unge i klubben. |
|
Velkommen og kort orientering fra formandskab og ledelse |
Status på valg til bestyrelsen Status på godkendelse af ny virksomhedsplan og vision |
Alle afdelingsledere var inviteret med til mødet, og vi startede derfor med en kort præsentationsrunde. Formanden roste for et veloverstået og succesfuldt sidste skoledags-arrangement, og gjorde opmærksom på Greve sommerfestival d. 30. Maj. |
|
Kommunikationsworkshop |
Vi skal dykke ned i ”De gode historier” fra alle vores afdelinger. Og øve os på at fortælle dem ifm vores nye kommunikationsstrategi. |
Mai Troborg Rasmussen lavede en kommunikationsworkshop, hvor bestyrelsen øvede sig i at fortælle de gode historier, så de blev fængende og vedkommende. Bestyrelsen udvalgte fire fortællinger, som blev foldet ud på mødet. De fire valgte fortællinger står efter referatet. Bestyrelsen besluttede at alle vil øve sig i at fortælle historierne fra Greve Kultur-Base med den nye indsigt for gode fortællinger. Emnet vil blive fulgt op på et senere møde. |
|
Mødedatoer for kommende skoleår |
Der skal lægges datoer for fem ordinære bestyrelsesmøder |
Formandskabet og de politisk udpegede medlemmer beslutter møderække for sæson 26/27. Datoerne vil efterfølgende blive sendt ud til bestyrelsen. |
Fire gode fortællinger fra bestyrelsesmødet:
Fra fordom til venskab
Den lyshårede strandvejsdreng og den mørkhårede lejlighedsdreng mødes på en koloni. Om aftenen fortælles der uhyggelige historier, og mørket i skoven omkring dem virker pludselig større og farligere. De er begge rædselsslagne – og finder tryghed hos hinanden.
Lige dér, i mørket, opstår noget nyt og uventet. Et venskab på tværs af forskelle, men med mere til fælles, end nogen af dem havde forestillet sig.
Der findes et sted, hvor fordomme ikke får lov at stå alene. Hvor fællesskab opstår, fordi man deler noget ægte – også frygten for mørket.
Dengang var de bare børn i klubben.
I dag er de 22 og 23 år – og stadig venner. Et venskab, der begyndte på en koloni og har fulgt dem ind i voksenlivet.
Og historien slutter ikke dér. For den ene af dem er i dag selv blevet pædagog i klubben. Han står nu på den anden side – og giver det videre, han selv fik: fællesskab, tryghed og muligheden for at blive set på ny.
Der findes et sted, hvor det, der begynder som en lille historie, kan vokse sig til noget, der varer hele livet.
”Jeg ser hende aldrig – men det er okay!”
Agnesas mor, Gezime, siger det med et smil:
”Hun kan godt finde på at aflyse en familiemiddag for at komme på ungdomsskolen. Men det gør ikke noget, for hun elsker det.”
Det hele begyndte i Greve Kultur-Base, hvor Agnesa startede i kor i Musikskolen. Hun elsker at synge, og det varede ikke længe, før hun blev forsanger i bandet Amigos. Musikken åbnede nye døre og gav lyst til mere.
Der findes et sted, hvor én interesse kan vokse til mange.
For Agnesa førte næste skridt videre til Ungdomsskolen, hvor hun kastede sig over musikproduktion og sangskrivning. Her åbnede der sig en helt ny verden. En verden uden faste rammer og med plads til at prøve af, fejle og finde sin egen stemme.
Det, der begyndte med sang, blev til et helt fritidsunivers. I dag bruges det meste af tiden i Ungdomsskolen, hvor hun bevæger sig på tværs af hold, møder nye mennesker og indgår i nye fællesskaber.
Der findes et sted, hvor man ikke bare går til noget, men bliver en del af noget.
Og måske er det netop derfor, hendes mor “sjældent ser hende”.
For Agnesa har fundet et sted, hun hører til.
Et skrig, et grin og en hånd i mørket
”Hvornår har man egentlig muligheden for at holde sin teenager i hånden?” griner Amy. Det lykkedes hende endelig at lokke sin søn med ind i kasematterne på Mosede Fort under Halloween på Fortet.
”Jeg elsker at forskrække mine børn – og jeg er tit den, der skriger upassende højt,” fortsætter hun. Det kan være temmelig pinligt for en teenagedreng.
Alligevel er det netop dér, i mørket og mellem grin og gys, at noget særligt opstår. Et fælles øjeblik, hvor man glemmer alder og roller, og bare er sammen.
Hvert år forvandles Mosede Fort, når Greve Kultur-Base inviterer til Halloween. Frivillige i alle aldre træder ind i roller som killerklovne, bødler, døde soldater og alt det, fantasien kan finde på.
Der findes et sted, hvor mennesker går sammen om at skabe noget større end sig selv.
”De frivillige er uundværlige,” lyder det. For det er dem, der udvikler hele oplevelsen. Fra de første idéer til det sidste skrig i mørket.
Men midt i blod, grin og forskrækkelser opstår også noget andet. Nye relationer. Nye fællesskaber.
Der findes et sted, hvor man møder mennesker, og finder venner, man ikke vidste fandtes.
Og måske også et sted, hvor en mor – for et kort øjeblik – får lov til at holde sin teenager i hånden igen.
Hvem er nummer to efter mor?
”Hey Mette, jeg kan ikke finde mine badebukser!”
”Okay – har du spurgt din mor?”
”Ja… hun kan heller ikke finde dem!”
Sådan kan en opringning lyde, når man arbejder i klub og har åbnet for poolen.
Det er hverdagssamtaler som denne, der fortæller noget om relationerne. Om tillid. Om at have voksne omkring sig, man rækker ud til, også når det handler om noget så lavpraktisk som et par badebukser.
Der findes et sted, hvor børn og unge ikke kun kommer for aktiviteterne, men fordi de føler sig hjemme.
”Vi oplever tit, at børnene refererer til klubben som deres andet hjem,” fortæller Mette, leder af Klub Brogården.
Her er det ikke bare de voksne, der sætter rammen. Det er relationerne, der fylder. De små samtaler. Den trygge stemning. Oplevelsen af at blive set og taget alvorligt.
Der findes et sted, hvor alle børn og unge er de vigtigste.
Og måske er der netop derfor – lige efter mor – altid er en anden, man kan ringe til.